Strikkeopskriften sendes som en PDF-fil til din e-mail.
MY DOTLINE TOP er en feminin sommertop med bådhals og kontrastfarvede striber bestående af små fine bobler, der minder om prikker på en snor – heraf navnet DOTLINE. Toppen har en kropsnær facon og en velsiddende pasform omkring ærmegabene.
MY DOTLINE TOP strikkes oppefra og ned. Først strikkes den øverste del af forstykket frem og tilbage med Dotline-striber og udtagninger ved ærmegab. Herefter strikkes masker op langs forstykkets opslagskant til bagstykket, som strikkes på samme måde som forstykket. Arbejdet samles under ærmegabene, hvor der slås nye masker op, og herfra strikkes kroppen rundt og afsluttes med en ombukket kant. Langs ærmegabene strikkes en I-cordkant som finish.
STØRRELSER:
XS (S) M (L) XL (2XL)
Størrelserne svarer til en overvidde på:
80-85 (85-90) 90-95 (95-100) 100-110 (110-120) cm
MÅL:
Toppen er designet med en kropsnær pasform og har negative ease på mellem 2 og -10 cm. Det betyder, at toppens overvidde er mindre end dit faktiske brystmål for at opnå det tætsiddende look. Modellen på billedet har negative ease på -8 cm.
Sådan vælger du størrelse: Mål din egen brystvidde og vælg størrelse ud fra dette mål. Hvis din brystvidde er f.eks. 93 cm (hvilket svarer til en str. M), skal du strikke en str. M, selvom toppens færdige mål er mindre end de 93 cm. Hvis du ligger mellem to størrelser, anbefaler vi, at du vælger den mindste størrelse for at bevare det kropsnære fit.
Toppens overvidde (målt under ærmegab):
76 (82) 88 (94) 102 (110) cm
Bevægelsesvidde (negative ease):
-9/-4 (-8/-3) -7/-2 (-6/-1) -8/2 (-10/0) cm
Skuldervidde (målt fra skulder til skulder inkl. I-cordkanter):
31,5 (32) 32,5 (33) 33,5 (34) cm
Ærmegabsdybde: 20,5 (21) 22 (22,5) 23 (23,5) cm
Længde (målt fra skulderpunkt og ned):
52 (52) 54 (54) 58 (58) cm
STRIKKEFASTHED 10x10 CM
22 m x 34 p i mønsterstrik med to tråde garn på pind 4 mm.
VEJLEDENDE PINDE:
4 mm rundpind (40, 60, 80 cm)
3,5 mm rundpind (60 eller 80 cm)
MATERIALER:
Grundfarve:
150 (150) 150 (200) 200 (250) g Trio 2 (1 tråd) fra Isager garn (50 g = 175 m)
holdt sammen med
50 (50) 50 (75) 75 (75) g Mulberry Silk (1 tråd) fra Isager garn (25 g = 210 m)
Dotline mønsterfarve:
50 (50) 50 (50) 50 (100) g Palet (1 tråd) fra Isager garn (50 g = 160 m)
MY DOTLINE TOP er strikket i:
Trio 2 fv. Linen holdt sammen med Mulberry Silk fv. Linen. Dotline fv. Ink fra Isager garn.
Modellen er 165 cm høj og har en overvidde/brystmål på 95 cm.